Najiba driver hemmelige skoler for piger i Afghanistan: ”Det er deres vej til frihed”
I Afghanistan er der grænser for, hvad en kvinde må have udsigt til fra sit eget hjem. Og hun risikerer piskeslag for at gå på gaden uden at være fuldt tildækket og i følge med en mand. Najiba Akbari er overbevist om, at nøglen til at bryde ud af det mentale og fysiske fængsel, som afghanske kvinder lever i, er uddannelse, og derfor har hun startet en undergrundsbevægelse af undervisere.
Læs hele artiklen hos alt.dk her
Når katten er ude, danser musene på bordet.
Sådan er det også i Afghanistan, hvor Najiba Akbari i al hemmelighed arrangerer undervisning for piger, når Taliban ikke ser med.
Hun har grundlagt Afghan Daanish Foundation, som i samarbejde med organisationen PenPath arbejder for at sikre pigers uddannelse – trods Talibans forbud, der for snart fire år siden gjorde skolegang ulovligt for dem.
Retten til uddannelse er blot én af en lang række friheder, som kvinder ikke længere har i Afghanistan.
„Det, der foregår lige nu, er ekstremt rystende. Ud over den enorme diskrimination mod kvindekønnet, så er der også meget stor fattigdom, man skal forholde sig til, når man kigger på udviklingen i landet.
Lige nu er der en kæmpestor humanitær krise, som går ud over alle i landet, men i særdeleshed kvinderne og deres ret til at leve frit.
Taliban har formået at skabe et decideret fængsel for kvinder, selv når de befinder sig i deres eget hjem. Der er f.eks. restriktioner for, hvilken udsigt de må have fra deres hjem, så de kan risikere at få vinduerne dækket til.
De må ikke opholde sig i parker eller besøge skønhedssaloner. De må ikke bevæge sig udenfor døren uden en mandlig ledsager eller tale i offentligheden, og de må hverken studere eller arbejde. Det er så grotesk, at det ikke er til at holde ud.‟
Hendes egen mor er analfabet
Najiba Akbari boede selv de første år af sit liv i Afghanistan – faktisk blev hun født, da Taliban overtog regeringsmagten første gang i 1996 – men flygtede med sin familie til Danmark, da hun var seks år gammel.
„Min far er feminist, og en af de største grunde til, at han satte sit liv på spil for at komme til Danmark, var, at hans seks døtre skulle få mulighed for at gå i skole og leve et frit liv.
Både han og min mor insisterede på, at vi piger skulle have de samme muligheder som vores brødre, og den fremtid var ikke realistisk i Afghanistan.‟
Najiba og hendes søstre er vokset op med en mor, som aldrig har haft adgang til regelmæssig skolegang og derfor ikke kan hverken læse eller skrive på sit eget modersmål. Hver gang moren har forsøgt at få undervisning i Afghanistan, er det blevet forhindret – blandt andet, da hun som syvårig så sin skole brænde ned.
„Min mor er en af de klogeste og mest begavede kvinder, jeg kender, og jeg har ofte tænkt over, hvad hun kunne have udrettet, hvis hun havde fået muligheden for at gå i skole.
Jeg har på nærmeste hold set, hvor svært det har været for hende at begå sig som analfabet. Selv de mindste ting – som at læse sin e-Boks eller skrive en mail – er umulige for hende, og det skaber enorme begrænsninger.
Alligevel er hun utrolig livsklog og kunne have opnået så meget mere, hvis bare hun havde fået lov at gå i skole og lært at læse og skrive.‟
Netop af den grund valgte Najiba Akbari at starte Afghan Daanish Foundation. En undervisningsorganisation, som lige nu har cirka 40 lærere, der gennem de seneste år har undervist mere end 5.000 piger i det skjulte.
„Jeg vil gerne give de afghanske piger muligheden for at uddanne sig, så de ikke skal opleve de samme udfordringer som min mor. Men det er blevet meget sværere at drive de her skoler, og vi har været nødt til at stoppe undervisningen flere steder.
Afghanistan: Kvinder må ikke ses eller høres
Den ekstremistiske sunnimuslimske gruppe Taliban overtog magten i Afghanistan i 2021, efter de vestlige tropper trak sig ud af landet efter 20 års aktiv krig.
I sin tid startede NATO krigen for netop at bekæmpe Taliban, som også sad på magten fra 1996 til 2001.
Siden Talibans magtovertagelse har de indført en lang række restriktioner, der fratager kvinder deres basale rettigheder.
I dag betegnes Afghanistan som det farligste land i verden at være kvinde i.
Her er en række eksempler på områder, hvor kvinder er begrænsede:
- Kvinder må ikke tale, synge, danse eller grine i det offentlige rum
- Det er forbudt for kvinder at gå i skole, studere og arbejde i de fleste brancher
- Kvinder skal være ledsaget af en mand, hver gang de går ud ad en dør
- De skal være fuldt tildækkede i mørke farver, når de er i offentligheden – ansigtet skal også være skjult
- Kvinder må ikke besøge offentlige steder som f.eks. parker, fitnesscentre, skønhedssaloner og historiske monumenter
- Vinduer skal tildækkes i bygninger, der vender ud mod områder, hvor kvinder kan opholde sig
- Kvinder må ikke rejse, hverken inden- eller udenrigs, uden en mand og en skriftlig legitim grund
- Kvinder kan straffes med piskeslag og stening, hvis de bryder reglerne
Vores lokale samarbejdspartner har været fængslet af Taliban i syv måneder, hvor han blev tortureret, og flere af vores lærere frygter også at blive opdaget og straffet.
Det er altså ikke ufarligt, det vi laver, men det er en risiko, som vi er nødt til og villige til at tage.‟
Bærer rundt på en skyldfølelse
Da nyheden om Talibans overtagelse af magten i 2021 nåede sendefladerne, sad Najiba med sine forældre hjemme i Ry nær Aarhus.
„Vi græd alle sammen og var helt knuste. Vi har alle tre levet under Talibans første styre, så vi vidste godt, hvad det ville betyde. Dengang så vi kvinder blive henrettet på åben gade, og hvis deres burka var for kort, og man kunne se deres bukseben, så blev de straffet med piskeslag.
Jeg bærer rundt på en slags skyldfølelse, fordi jeg har frihed her i Danmark, og deres basale rettigheder bliver revet fra dem. Det er hårdt, for der er ingen forskel på mig og kvinderne i Afghanistan.
Den eneste forskel på os er det sted, vi bor.‟
Som bekendt havde Taliban også magten i Afghanistan fra 1996 til 2001.
Men efter terrorangrebet på World Trade Center i New York i 2001 besluttede NATO, med USA i spidsen, at gå militært ind i Afghanistan for at bekæmpe de islamistiske ekstremister.
I de 20 år, hvor NATO havde tropper i landet, blev der investeret milliarder i krigen. Derfor havde Najiba forventet, at en del af de penge ikke blot blev brugt på militære operationer, men også på at modernisere landet og forbedre vilkårene for kvinders uddannelse.
„Da jeg rejste rundt i Afghanistan tilbage i 2019, kunne jeg se, at der ikke var nogen skoler for børn i de små landsbyer.
Kvinderne gik heller ikke på arbejde, og infrastrukturen var totalt ødelagt, fordi det var krigsområder. Jeg tænkte naivt, at når Vesten havde været til stede i så mange år, ville der være blevet bygget flere skoler, skabt mere ligestilling og demokrati, og kvinders rettigheder ville være forbedret.
Men det jeg så, var slet ikke i nærheden af det, jeg troede.‟
Da Najiba vendte hjem til Danmark igen, stod det klart for hende, at hun ville være med til at opbygge uddannelsessektoren i Afghanistan, og startede derfor sin hjælpeorganisation.
„Når pigerne lærer noget så basalt som at læse og skrive, får de muligheden for at kommunikere, læse bøger og følge med i nyheder.
Det giver dem mulighed for at tænke selvstændigt og kritisk om deres eget samfund og situation, og det åbner op for en smule frihed. Når de går i skole og opdager, at de er i stand til at lære, vil der uden tvivl også opstå en form for kreativitet.
Hvis kvinderne får en uddannelse, tror jeg, at de i fremtiden vil have uanede muligheder for at være med til at genopbygge landet og frigøre sig fra den ekstremistiske skygge, der hænger over Afghanistan.
Jeg er overbevist om, at nøglen til at bryde ud af det mentale og fysiske fængsel, de lever i, er uddannelse.‟
Små piger får psykiske mén
Najiba Akbari sætter pris på al den medieopmærksomhed, Afghanistan har fået efter Talibans magtovertagelse, men hun synes til tider, at fokus ligger det forkerte sted.
Det handler oftest om, hvilke nye restriktioner, der er kommet, men vi hører ikke de personlige historier om, hvordan de påvirker de enkelte kvinder mentalt.
En måde at bevare håbet på er, at kvinderne ved, at resten af verden har øjnene rettet mod dem. At verden ved, hvad der foregår, og at de ikke bliver glemt.
„Vi kan og må ikke gøre andet end at stå sammen lige nu. Vi er alle kvinder, og der er ingen, der er lige, før vi alle er lige.
Vi er mere forbundne, end vi tror, for ligesom naturen er forbundet, er vi mennesker det også. Vi kvinder i Danmark bliver nødt til at råbe op, når kvinderne i Afghanistan får frataget deres stemmer, rettigheder og muligheder.‟
Najiba Akbari opfordrer til, at hvis du ser en video på Instagram om afghanske kvinder, så del den hellere én gang for meget end bare at scrolle videre.
„Måske kan du få bare fem mennesker i din omgangskreds til at tale videre om pigerne, og så er vi et skridt tættere på, at de ikke skal kæmpe kampen alene.
Det er kun et lille mindretal i Afghanistan, der faktisk støtter Taliban, men fordi de har våben og er voldelige, er det svært for afghanerne selv at handle.
99 procent af det, der foregår i Afghanistan, når måske aldrig ud til resten af verden, og derfor bliver vi nødt til at løfte deres stemmer og historier. Sociale medier findes dernede, men de er svære at tilgå, da indholdet bliver censureret, og langt fra alle har adgang til telefoner eller strøm.
Vi må ikke glemme dem.
De lever den hverdag hver eneste dag, og hvis vi ikke kæmper for dem, så har vi alle tabt.‟
Ingen resultater fundet
Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.